Størst indtryk gjorde dog Curious Chamber Players, der absolut levede op til deres navn. Hvad enten man dukkede op om aftenen, om natten eller en tidlig morgenstund havde de seks svenskere konstant gang i noget både mærkeligt, underholdende og meget musikalsk. Det der især lykkedes så godt for Curious Chamber Players var at bruge rammerne til noget; at inddrage rummet og den anderledes tidsfornemmelse, som festivalen lagde op til. Det var bestemt avantgarde, men avantgarde med en vilje til virkelig at kommunikere med publikum uden fisefornemme prætentioner. Man fornemmede tydeligt arven fra John Cage i ensemblets optrædender, der blandede udsøgt kammermusikalsk musiceren med performance, digtrecitation, tilfældighedsstrategier og ikke mindst inddragelse af sære lydobjekter. Instrumenter som cello, violin og klaver blev som det naturligste i verden sidestillet med balloner, vandglas, båndoptagere og meget andet, ligesom folkene gerne spillede på selve rummet ved at gnide lyde ud af f.eks. de til koncerten opstillede sækkestole. Andre gange satte de sig og tegnede, hvorfra de ruter, der blev udstukket gennem de hastigt nedfældede streger, skabte retning i en videre performance. Til tider kunne det være svært at finde ud af, hvornår et stykke gik i gang, og hvornår det sluttede, men man var aldrig i tvivl om, at Curious Chamber Players virkelig vidste, hvad de gjorde. Der var form på det, og det kunne man så også forvisse sig om ved at opsøge dem på forskellige tidspunkter af døgnet og opleve både genkendelse og overrumplende nye greb. Curious Chamber Players kunne både være showmans-agtigt udadvendte og fordybe sig helt i små klanglige detaljer, og det var stort at glide ind i daggryet med dem til en koncert, der både bød på glasklare opførelser af Cage og Messiaen samt en underfundig digt/lydobjekt-performance i form af Malin Bång og Bengt Emil Johnsons ”Bakom Bortom”.

- Thomas Bjørnsten Kristensen og Rasmus Steffensen